Anmeldelse i “101 KUNSTNERE 2023/24”
Af Tom Jørgensen, kunsthistoriker, kunstanmelder på Jyllands-Posten og redaktør af Kunstavisen.
Tre malerier beviser denne påstand.
”På vandring” er på mange måder et typisk Lisbeth Aggerbeck-maleri. Vi aner et landskab, men det er ikke et konkret landskab, og det er alt andet end naturalistisk gengivet. I stedet for et centralperspektiv med dybdelinjer ind i billedet er kompositionen nærmest elliptisk bygget op af tæt sammenstillede penselstrøg og farvelag, der overlapper hinanden. Som udgangspunkt er vandringen sandsynligvis inspireret af en fysisk konkret rejse, men det er mere vandringen som sådan, som en eksistentiel oplevelse, der har Lisbeth Aggerbecks interesse. Eller formuleret på en anden måde: det er vandringsprocessen mere end den præcise destination, vi ser her. En vandringsproces, der samtidig også er maleriets proces: det at være midt i det hele, miste overblikket, søge efter udveje og så pludselig finde den sande vej, forene sig med landskabet, forene sig med kompositionen.
Læst på denne måde passer ”Mennesket og naturen” som fod i hose. Det er det, Lisbeth Aggerbeck viser. Mennesket, ikke som passiv beundrer og forbruger af naturen, men som en aktiv og integreret del af den. Vi er gjort af samme stof. I maleriet aner man konturerne af et menneskeansigt, der meget passende næsten flyder sammen med omgivelserne. Som for at vise, at vi også er natur. Som de fleste malerier er også dette bygget op af mørke farver, hvorfra lysere og mere klare toner udspringer i en slags koloristisk skabelsesproces af stor intensitet og poesi.
Den dobbelthed, der ligger i så mange af Lisbeth Aggerbecks billedtitler, finder man også i ”Legeplads”. Igen, der ligger nok en rigtig fysisk legeplads bag motivet. Men det konkrete maleri og maleriet som sådan bliver også en legeplads for kunstneren, der med et barns nysgerrighed og umiddelbare glæde undersøger omgivelserne, prøver dem af, eksperimenterer, bygger op, river ned, for til slut, nu med den voksne malers sans for den rigtige komposition, at lade maleriet være færdigt. Færdigt på en måde, der forhåbentligt ikke er udtømmende og tør, men lader barnets begejstring og forundring over alt det fantastiske derude være intakt.
Hvis man ser alle Lisbeth Aggerbecks malerier med dette in mente, vil man værdsætte hendes intense blik for og samhørighed med landskabet og naturen. Hendes friske malemåde og stærke naturfølelse vækker genklang hos beskueren, der instinktivt mindes egne oplevelser. Bedre udgangspunkt for en god kunstoplevelse findes vel ikke.